Nedgroet negl

En negl er nedgroet når selve neglen trykker mod eller ligefrem vokser ned i huden. Dette giver en smertefuld irritationstilstand i huden og kan medføre en infektion.

Forekomst

Ca. 3 ud af 1000 mennesker døjer med en nedgroet negl.

Årsag

Der kan være flere årsager til at en nedgroet negl opstår. Ved at klippe neglen for kort i siderne kan neglen, når den vokser ud, vokse ind i huden i stedet for at vokse ud over huden. Sko kan trykke på neglen og derved trykke neglen ned i huden hvorved der opstår symptomer.

Symptomer

Oftest vil der være smerter, hævelse og rødme langs kanten af neglen. Storetåneglen er hyppigere nedgroet end neglene på de andre tæer.

Behandling

Nedgroede negle behandles oftest hos fodterapeuter med bøjlebehandling men i svære tilfælde kan det være nødvendigt med en operation. Ved operationen, som foregår i lokalbedøvelse, fjernes kanterne af neglen samt det stykke af huden neglen er vokset ned i. Nogle gange er det nødvendigt at operere flere gange for at den nedgroede negl helt stopper med at give problemer.

Hvad kan man selv gøre?

Det er vigtigt at holde tæerne så rene som muligt for at forebygge at der kommer infektion i huden. Dette gøres bedst ved fodbade af 5 minutters varighed i en opløsning med sæbespåner. Det er også en god ide at undgå sko der trykker da dette kan forværre tilstanden.