Seneknude (ganglion)
Ordet ganglion stammer fra græsk og betyder knude af kød eller nervevæv. I daglig tale kalder vi et ganglion for en seneknude. En seneknude udgår enten fra et led eller fra vævet omkring en sene. Seneknuden kan bestå af flere cyster, der klæber sig op mod hinanden. Selve cysten består af meget tyndt bindevæv, der inderholder mukøs væske.
Seneknuder opstår for det meste i 20-40 års alderen og er 3 gange så hyppige hos kvinder. Der er flere teorier om hvorfor de opstår, men man ved, at gentagen irritation og påvirkning af cysten kan få denne til at vokse og at hvile kan få den til at blive mindre. 10-20% forsvinder spontant.
Det hyppigste sted er på oversiden af håndryggen eller håndled hvor 60-70 % af alle ganglier findes. Næsthyppigste sted er over den store pulsåre på håndleddets undersiden. Man kan ligeledes have det på fingre, fod og tæer.
Man kan i enkelte tilfælde forsøge at tømme seneknuden, men ellers er løsningen operation. Seneknuden kommer igen i omkring 10-20 % af tilfældene efter en operation.
Fedtknuder (lipomer)
Fedtknuder (lipomer) er almindelige fedtceller, der har organiseret sig til en knudelignende struktur. Man ved ikke hvorfor nogle menesker danner fedtknuder og andre ikke. Nogle patienter har en enkelt fedtknude, mens andre kan have adskillige.
De allerfleste fedtknuder er godartede knuder fra få mm til få centimeter. De er bløde og afrundede at føle på, er placeret i underhudens fedtlag, og giver ofte ikke andre gener end rent kosmetiske.
Behandlingen af fedtknuder er fjernelse ved operation. Er de små (under et par cm) kan de fjernes i lokalbedøvelse. Større fedtknuder kræver fuldbedøvelse.
Alle fedtknuder, der fjernes på klinikken sendes til mikroskopisk undersøgelse.